Her rummer vi fællesskabet og det enkelte menneske. Her mødes vi i det kristne fællesskab og i glæden ved sang og musik.
Vores kirke er rum for tvivl, tro, håb og nærvær. Her er der plads og rum til alle.
Ved alfarvej i hjertet af Vejle ligger Sankt Nicolai Kirke. Byens ældste hus, og igennem mere end 750 år centrum for kristendommen og det kirkelige liv i Vejle.
Sankt Nicolai Kirke er, med sin store og vigtige betydning for byen, såvel fysisk som åndeligt, også hjertet og sjælen i Sankt Nicolai Sogn.
Kirken er opkaldt efter den hellige Nikolaos fra Myra, børnenes og de søfarendes helgen. Sct. Nicolai var en af Middelalderens mest elskede helgener, og mange - også danske - kirker blev opkaldt efter ham. Dette især kirker, der blev anlagt ved steder, man kunne sejle til.